Gravearbejde og nye byggefelter

Gravearbejde langs Grostedet nr. 2 - 14 begynder 13. oktober

Her skal etableres forsyningsledninger og nyt kloaksystem - arbejdet forventes afsluttet i april 2026.

Som en del af forberedelserne til byggeri af rækkehuse ved Grostedet, skal der graves i vejen og flere steder i fortovet langs Grostedet 2–14.

Formålet er at etablere nye forsyningsledninger til rækkehusene. Samtidig benytter vi lejligheden til at anlægge et helt nyt kloaksystem, som skal betjene både almene og private boliger i området.

Læs mere om, hvorfor Tingbjerg får nyt kloaksystem her.

Skrevet oktober 2025 af Tingbjerg Byudvikling

Området er afspærret for biler og cykler fra den 13. oktober 2025, men fortovet er tilgængeligt, mens der graves i vejen. Når arbejdet senere flytter til fortovet for tilslutning af tagnedløb til kloakken, vil der blive opsat gangbroer og eventuelt midlertidig sti på vejarealet, hvis det er et behov.

Når byggemodningsarbejdet er afsluttet – forventeligt i april 2026 – begynder selve opførelsen af rækkehusene. Vi forventer, at byggeriet står færdigt i løbet af foråret 2027.

Har du ikke nået at flytte din cykel?
Cykler, der stod inden for byggehegnet, bliver fra den 22. oktober flyttet til gavlen ved Grostedet 14.

Vi er opmærksomme på, at arbejdet kan medføre gener, og vi gør vores bedste for at minimere dem. Har du spørgsmål eller oplever særlige udfordringer undervejs, er du velkommen til at kontakte Byudviklingsteamet på: Tingbjergbyudvikling@kab-bolig.dk

NEXEL starter gravearbejde på Gavlhusvej 1. oktober

Den 1. oktober begynder NEXEL opretningsarbejde på forsyningsskabe og elkabler i området ved Gavlhusvej 35-49. Efterfølgende vil arbejdet fortsætte i mindre områder ved Vestgavl, Solgavl, Fuglegavl, Trappegavl, Tårnhusstræde og Langhusvej

Skrevet tirs. 30. sep. 2025, af Dea Petersen (Byudviklingsteamet)

Trafik og affald:

  • Omkring 20 parkeringspladser ved Gavlhusvej 35-49 vil midlertidigt være ude af brug, mens der graves.

  • Arbejdet spærrer ikke for biltrafik, men fodgængere vil blive henvist til alternative ruter. NEXEL sørger for sikre passager, og der lægges gangplader over åbne huller, der ikke kan lukkes med det samme.

  • Affaldsbeholdere kan benyttes som normalt.

Forsyning:

Der vil være planlagte afbrydelser af el i området. Når afbrydelsen berører dit hjem, modtager du besked via SMS fra NEXEL.


Arbejdet i området forventes afsluttet den 1. november.

Har du spørgsmål eller oplever problemer under arbejdet, er du velkommen til at kontakte Byudviklingsteamet på: Tingbjergbyudvikling@kab-bolig.dk

HOFOR graver i Langhusvej ud for Arkaderne

Skrevet tirs. 25. feb. 2025, af Tingbjerg Byudvikling

Arkaderne spærres for gennemkørsel mens der graves, og igen når hullet bliver dækket til. Arbejdet forventes færdigt 10. marts.

HOFOR skal tilslutte det nye spildevandsrør fra Arkaderne til kloakken i Langhusvej. Under udgravning og reetablering vil der være spærret for gennemkørsel på Arkaderne. Hullet dækkes med jernplader, så snart det er muligt.

BUSSER
AFSPÆRRINGER
BELÆGNINGER, LYS OG MEGET ANDET
NYE BYGGEFELTER
TEGNINGER
PARKERING
AFFALD
FÆRDIGBYGGET
DE NYE UDEAREALER
GRAVEARBEJDE
IGANGVÆRENDE BYGGEFELTER
VARSLINGER VEDR. FORSYNINGER
HOFOR
REGLER, NÅR DER BYGGES

Gravearbejde på Tingbjerg Ås september 2024 - juni 2025

Skrevet 20. sep. 2024, af Tingbjerg Byudvikling

Entreprenøren planlægger at starte gravearbejdet fra mandag den 23. september 2024.

Arbejdet udføres i selve vejen, og forventes færdigt til juni 2025.

Den nye bygning, Tingbjerget, rejser sig nu over Tingbjerg Ås. Her forventes 211 nye lejligheder at stå klar til at byde beboere velkommen i løbet af andet halvår af 2025.

Tingbjerget skal forsynes med fjernvarme, elektricitet og vand. Entreprenøren, Munck, fortsætter derfor gravearbejdet videre fra Vestgavl og op ad Tingbjerg Ås. I samme omgang bliver den gamle kloak udskiftet til to nye kloakrør for at adskille regnvand fra spildevand fra både de almene og private boliger. Læs mere om separering af kloakken i Tingbjerg her.

Til at begynde med skal der graves i vejen rundt i svinget (ETAPE 1, markeret med rød linje på billedet). Dette forventes at tage ca. 5 uger, hvorefter entreprenøren bevæger sig videre ad Tingbjerg Ås..

Gravearbejdet udføres i flere etaper, og skal løbende koordineres med boligbyggeriet, så vi sikrer, at der altid er adgangsvej i tilfælde af brand og redning. Derfor kan der komme ændringer i processen undervejs.

Nybyggeri mellem Virkefeltet og Grostedet går i gang i løbet af januar 2025

Det skal der ske:
- Jordbundsprøver udføres med gravemaskine/borerig.
- Haverummet ryddes for beplantning. Boldbane og inventar fjernes.
- Arkæologiske undersøgelser efter fortidsminder.
- Ny forsyning lægges i jorden (f.eks. elektricitet, vand, kloak mv.)
- Lavningen mod Arkaderne fyldes op med jord.
- Rækkehusbyggeri og etablering af udearealer.

Støv, støj, afspærrede fortove og færre parkeringspladser kan desværre ikke undgås.

Men FM Tscherning fører løbende og tæt tilsyn med byggepladserne, og der er etableret ekstra parkeringspladser på Tårnhusstræde.

Byggearbejde, der støjer og støver, må foregå på hverdage kl. 7 - 18 og lørdage kl. 8 - 14.

Hvis I har spørgsmål, bliver bekymrede eller oplever særlige gener, mens arbejdet står på, bedes I kontakte Byudviklingsteamet på: Tingbjergbyudvikling@kab-bolig.dk

I januar skal NREP i gang med at bygge rækkehuse i byggefelt F3 mellem Virkefeltet og Grostedet.

Her forventes 19 nye rækkehuse klar til indflytning i starten af 2027

Byggeriet af nye rækkehuse går i gang ved Arkaderne

I de fire byggefelter på billedet går NREP i gang med at bygge rækkehuse i løbet af det næste år. Byggeriet starter i byggefelt F5 den 22. oktober 2024. Her forventes 24 nye rækkehuse klar til indflytning i slutningen af 2026.

Det skal der ske nu

- Haverummet ryddes for beplantning, boldbane og inventar. Noget beplantning bevares.

- Lavningen mod Arkaderne fyldes op med jord.

Byggerierne har tidligere skabt gener og frustration, og vi har lyttet til kritikken. Derfor har vi blandt andet sikret, at firmaet FM Bygningsdrift fører løbende og tæt tilsyn med byggepladserne.

Støv, støj og færre parkeringspladser kan desværre ikke undgås.

Byggearbejde, der støjer og støver, må foregå på hverdage kl. 7 - 18 og lørdage kl. 8 - 14.

Vi opfordrer til, at I parkerer på Tårnhusstræde i byggeperioden, hvor NREP har etableret ekstra parkeringspladser.

NREP kommer til afdelingsmødet i fsb den 21. oktober for at svare på spørgsmål.

Kontakt os i Byudviklingsteamet, hvis du har spørgsmål eller oplever særlige gener
Tingbjergbyudvikling@kab-bolig.dk